Biutiful
Land:
Mexico 2010
Instruktør:
Alejandro Gonzáles I
Spilletid:
148
Medvirkende:
Javier Bardam, Mirical Alvarez
Handling:
Barcelona er en smuk by. Gaudi, La Sagrada Familia og Barceloneta. Enhver besøgende ved, at det er “beautiful”. Men man skal blot gå et par gader væk fra Ramblaen, ind i kvarteret Raval, før man er kommet om på vrangsiden af Europas storbydrøm. Her ligger en næsten parallel virkelighed, hvor samfundets bundlag kæmper for overlevelse hver eneste dag. Her bor de ufaglærte kinesiske daglejere, der falbyder deres arbejdskraft på byens byggepladser. Her bor de afrikanske mænd, der sælger kopivarer i hundredvis til turister i tusindvis. Og bag de faldefærdige vægge passer konerne de børn, der har samme fremtid i vente. Immigrantkvarteret har sin egen papirløse økonomi, sin egen moral og sine egne love. Her kan man ikke stave til “beautiful”. Men hvorfor skulle man også det? Filmen følger Uxbal, et afkom af de spanske immigranter, som Franco tvangsdeponerede i Catalonien for at underminere catalansk kultur og sprog indefra. Folk som ham ser man ned på i Barcelona. Men han er ikke sidste led i fødekæden. Uxbal har levet og boet side om side med afrikanerne og kineserne siden sin barndom. På den ene side tager han sig af dem og skaffer dem penge. På den anden udnytter han deres arbejdskraft. Desuden er han beriget med en åndelig evne, der sætter ham i forbindelse med de afdøde. Endnu et af Uxbals mange talenter, som han forstår at omsætte til euros. Han er med andre ord hverken helt eller skurk, men ligesom de fleste andre noget derimellem.