Land:
Førøerne 1999
Instruktør:
Katrin Ottarsdóttir
Spilletid:
93
Medvirkende:
Hildugunn Eydfinnsdøttir, Sigri Mitra Gaïni, Johan Dalsgaard, Peter Hesse Overgaard

Handling:
Med kun 1000 km landevej kunne Færøerne synes at være et lidt upassende valg som baggrund for en road-movie. Ikke desto mindre er det det valg Færøernes eneste filminstruktør Katrin Ottarsdóttir har truffet for sin dansk producerede men ellers gennemgående færøske film Bye Bye Blue Bird. Road-moviegenren fungerer glimrende som baggrund for historien, der bringer de to piger Rannvá og Barba på deres livs rejse. De to piger kommer til Færøerne fra et eksil i det moderne samfund. Med en yderst farve-strålende garderobe og ivrigt snakketøj, der ofte slår over i snobbede versioner af fransk og engelsk, glider de ind på den rolige færøske hverdagsscene med en chokerende effekt. De markerer sig stærkt i det lille tillukkede samfund og rusker op i dvaletilstanden. Barba vil finde sin færøske mor, som hun aldrig har mødt. Og Rannvá vil opsøge sine forældre, som hun nogle år tidligere flygtede fra. Efter kort tid møder de den unge Rúni, som er på vej fra den ene ende af øerne til den anden. Han har lagt sig ud med øens fiskere ved at udtale sig imod dem i radioen. Så nu er han på vej efter et job. Undervejs på det zebrafarvede bagsæde i Rúnis blå Ford Taunus bliver de to piger lang-somt lidt klogere på Færøerne og på sig selv. Filmen er et godt forsøg på en moderne hjemstavnsskildring og med et skarpt blik udefra beskriver Ottarsdóttir, hvordan den nær-mest desperate udlængsel fra et lille fængslende hjørne af verden er fulgt af længslen ef-ter at kende til sine rødder og blive accepteret i sin oprindelige kultur. Det er meget stærke kontraster der præsenteres i filmen, og Ottarsdóttir har tydeligvis haft noget på hjertet. Det er de to færøsktalende Hildigunn Eyofinnsdóttir og Sigri Mitra Gaïn, der spiller Rannvá og Barba. Deres engelske og franske er mere realistisk end egentligt pænt, men det tilføjer historien nogle af dens virkeligt sjove situationer. Specielt sammen med Johan Dalsgaard, der spiller Rúni fungerer de to pigers spil godt. Og Rúni fungerer godt som det led, der bringer de fordomsfulde piger tættere på det ligeså fordomsfulde samfund og omvendt. Kameraet er som så ofte i disse tider kastet op på skulderen, men her er der til gengæld blændet totalt op for farverne. Det understreger kontrasterne fint, og billederne af pigernes vilde kostumer og den betagende færøske baggrund står flot, i Jørgen Johansons fotogra-fering. Som billederne bringer musikken en smuk portion af filmens stemning. Den islandske komponist Hilmar Örn Hilmarsson har stået for den side af sagen. Den spiller bredt fra et herligt Ry Cooder-agtigt tema i starten over en underfundig færøsk polka til en sodet mi-nimalpunk i et lille vaginalrødt hus, de passerer undervejs, Filmen er udelukkende optaget on location, og pigernes kosmopolitiske og provokerende stil, samt deres outrerede påklædning og make-up, gør sit til, at pigerne fremstår som fuld-stændig fremmede og utilpassede. Færøerne er ikke stort nok til at rumme de to.