Fugle på rejse

Land:
Frankrig, Italien, Spanien, Ty
Instruktør:
Jacques Perrin
Spilletid:
91
Medvirkende:
Jacques Perrin

Handling:
Hvordan mon det føles at være en fugl og flyve i formation tværs over Europa? Hvordan mon det føles at flyve frit og navigere efter solen og stjernerne? Hvordan mon det føles at være lyserød og stå på et ben i en flod i Amazonas? Hvordan mon det føles blot at leve for at spise, danse, fløjte og flirte og ikke have megen anden mission end at skifte himmelstrøg to gange om året? Hvis det er den slags spørgsmål, man stiller sig, så er der god grund til at opleve dokumentarfilmen Fugle på rejse, hvor man kommer tættere på, end man nogensinde har kunnet drømme om. Fem filmhold har over en periode på tre år skildret alverdens fugleflokke. Fra Alperne til Amazonas. Fra Den Kinesiske Mur til Grand Canyon. Fra Afrikas stepper til Sydpolen. Stort set kun Australiens og Stillehavets fugleliv forbliver ubeskrevet. I felten og ved hjælp af luftballoner, airgliders bemandede som fjernstyrede helikoptere og flyvemaskiner, og helt uden brug af digitale effekter, har filmholdene fulgt de enkelte fugleflokke i deres årstidsbestemte rejser og beskrevet deres færden på de forskellige tilholdssteder. Til de specielt ornitologisk interesserede angives også fakta om de forskellige arter og deres bevægelser undervejs. Det er ikke kun en smuk og uskyldsren skildring af fugles rejser, filmen byder på. Allegorierne til menneskenes ind og udvandringsmønstre er temmelig tydelige i den franske skuespiller og producer Jacques Perrins fortællerstemme, og også de barske vilkår, som naturen og menneskeskabte forandringer af naturen byder fuglene, bliver skildret. Hovedsageligt er det parallellerne mellem menneskenes verden og færden og de frie fugles, der gør filmen både morsom og tankevækkende. Der forklares og uddybes, og man imponeres over de mange elegante arter, men projektet er også så omfattende i antallet af arter, der følges, at det i længden kommer til at knibe lidt med variationerne i refleksionerne. Filmen lader tilskueren komme tættere på en verden, man ellers kun kan drømme om.