Hero

Hero_200.jpg
Land:
Kina 2002
Instruktør:
Zhang Yimou
Spilletid:
99
Medvirkende:
Tony Leung, Chen Daoming, Maggie Cheung, Broken Sword, Jet Li

Handling:
Hvad er en helt? I Zhang Yimous nye film er svaret flertydigt eller rettere flerfarvet. Med et visuelt overdådighedsstykke, der sætter nye standarder for actionpoesi, genfortæller den kinesiske mesterinstruktør en gammel krigerlegende på Rashomonagtig vis i fire forskellige udgaver hver tildelt en farve. Budskabet er humanistisk, men kritikere har kaldt det et forsvar for landets centralistiske styre. Hvad er på færde? Intet mindre end en poetisk kungfufilm med et fredeligt udgangspunkt og politiske undertoner til dem, der vil se dem. Ikke desto mindre kan den storslåede pragt, de medrivende kampkoreografier og den udfordrende fortælling nydes af alle. Jet Li, spiller hovedpersonen Navnløs, der i begyndelsen ankommer til kong Ying Zhengs palads. Vi befinder os i Kina år 300 f.v.t. hvor landet er opdelt i 7 kongeriger, der længe har plaget folket med krige. Qinrigets hersker, Ying Zhengs, vision var at samle landet og han skulle efter sigende være den mest brutale af dem alle. Derfor var han udsat for utallige attentatforsøg, så det er med god grund, at Navnløs kun tillades at sætte sig 100 skridt fra overhovedet, da han kommer for at gøre krav på sin dusør. Han bringer kongen våben fra de tre mest frygtede lejemordere Brudt Sværd (Tony Leung Chiu Wai), Flyvende Sne (Maggie Cheung) og Himmel (Donnie Yen). Kongen er mere end interesseret i Navnløs’ beretning om, hvordan han har overvundet de tre mægtige krigere. Han lytter med et skarpt øre til de fascinerende fortællinger om kampene, der i flashbacks bliver filmens hjerte. Hvordan kan denne ene mand have besejret så uoverkommelige trusler? Da Navnløs’ betagende beretning er færdig, tager kongen ordet og forvandler fortællingen. I hans version står Navnløs i ledtog med de tre, der har ofret sig for at få kongens hals inden for den mystiske krigers rækkevidde. Kongens historie skal afføde en tredje udlægning. Zhang Yimous Hero er en anderledes kungfu historie om landets legendariske wuxiakrigere end man er vant til at se. Det er den af to grunde. For det første er krigerne ikke drevet af hævnen, men freden, og for det andet er deres stærkeste våben ikke sværdet, men intellektet. Og det er ikke blot prætentiøse ord, for som filmen viser skal det endelige dødsstød udspringe af tankens overbevisning før sværdet i hånden kan lystre. Det er ikke ligetil, når motivationen er freden i et større perspektiv og sandheden om dens opnåelse er flertydig, som Heros udfordrende fortællermæssige struktur understreger.