Mælkekrigen
Tirsdag den 22. februar kl. 10, 16 og 18:30
MÆLKEKRIGEN
Island, Danmark, Tyskland, Frankrig 2019
Instr: Grimur Hakonarson Manus: Grimur Hakonarson. Medvk: Arndis Hrönn Egilsdottir, Sveinn Olafur Gunnarsson og Thorstienn Bachmann
Længde: 92 min
Grímur Hákonarson (”Blandt mænd og får”) er tilbage med det islandske bud på historien om andelsforeninger, der bliver til samfundsinstitutioner og ender som monopoler, der har krammet på sine medlemmer. Landmandskonen Inga er blevet enke efter at hendes mand er kørt galt på vej hjem fra et møde med brugsbestyreren, der har udnyttet og afpresset ham groft. Inga tager kampen op mod bestyreren og udfordrer hermed også fællesskabet. Hun er en tilstrækkelig sammensat karakter til, at vi bliver nysgerrige på, hvad hun finder på, og Hákonarson balancerer sikkert mellem romantiseringen af traditioner med sin vanlige sans for underspillet absurd komik og lun ironisering af den stædig-stolte vikingementalitet.
Ingas styrke og kamp mod det patriarkalske samfund kan henlede tanken på Frances McDormand i ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri”.