Life_of_Brian_200.jpg
Land:
England
Instruktør:
Terry Jones
Spilletid:
94
Medvirkende:
Graham Chapman, John Cleese, Terry Gilliam, Eric Idle

Handling:
1979 vakte Monty Python’s Flying Circus furore med deres historie om Brian, der forveksles med Jesus, men filmen har for længst gået sin sejrsgang overalt, og er til stadighed at finde på top-5-lister over de sjoveste film nogensinde. Nu får vi igen mulighed for at se den på flere måder guddommelige komedie med nye danske undertekster og den er lige så morsom som den altid har været. Life of Brian var Monty Python’s anden spillefilm med en egentlig handling efter Monty Python og de skøre riddere (1975), og den benytter sig af samme model: komikergruppens eklektiske humor placeret i en ‘historisk’ ramme, i dette tilfælde Judæa år 33, omkring tetid. Filmen er en udsøgt fornøjelse fra den selvhøjtidelige musik og Technicolorbilledet af Jerusalem i solnedgang i åbningsscenen til den sidste credit: “Hvis du godt kunne lide denne film, var det så ikke noget at se La Notte?” (en dybsindig Antonionifilm fra 1960 om ægteskabsproblemer). Handlingen er relativ simpel: Allerede ved sin fødsel forveksles Brian Cohen med Jesus. De tre vise mænd aflægger ham et besøg, skænker højtideligt Brians mor guld, røgelse og myrraskær indtil de opdager deres fejltagelse og flår gaverne ud af hænderne på hende. Derpå klipper vi til år 33, hvor Brian lever et liv i ubemærkethed, indtil han bliver medlem af “The People’s Front of Judea”, en undergrundsbevægelse, der kun hader én ting mere end romerne, og det er “The Judean People’s Front”, og indtil han igen ved en fejl forveksles med Messias og til sin store fortrydelse forfølges af en menneskehob, der opfatter hans mindste bevægelse som et ‘tegn’. Det er denne historie, der danner baggrunden for en serie af grinagtige optrin: steningen, der ikke udvikler sig helt som planlagt, den forhenværende spedalske, der er utilfreds med at Jesus har helbredt ham, fordi han så har mistet sit levebrød, forsøget på at kidnappe Pontius Pilatus’ kone og turen gennem ‘The Caesar Augustus Memorial Sewer’, den selvhøjtidelige Pontius Pilatus og hans læspende ven Biggus Dickus, rækken af profeter med mere eller mindre vanvittige budskaber, den romerske centurion, der korrigerer Brians grammatisk forkerte graffiti, og så en scene, man skulle tro var umulig at lave: en munter korsfæstelsesscene med afsyngelse af den udødelige ‘Always Look on the Bright Side of Life’. Filmen er optaget i Tunesien i nogle undertiden overdådige kulisser, som efter sigende var efterladt af Franco Zeffirelli, som to år forinden havde optaget Tv-dramaet Jesus of Nazareth sammesteds. Filmen kom i stærk modvind, da den blev lanceret, og mange dømte den straks som blasfemisk, fordi de mente at den gjorde grin med Jesus og kristendommen. Faktisk var den nær ved ikke at blive til noget, da filmselskabet EMI trak sig få dage før optagelserne skulle til at begynde, men den blev reddet, da den gamle Beatles-guitarist George Harrison dannede filmselskabet HandMade Films og påtog sig at producere filmen.
Om det stadig forholder sig sådan, kan vi muligvis får opklaret, når sognepræst Berit Børresen fra Dråby Kirke kommer og indleder filmen.