Land:
USA 2010
Instruktør:
Darren Aronofsky
Spilletid:
109
Medvirkende:
Natalie Portman, Mila Kunis

Handling:
Sayers er den disciplinerede ballerina, der kæmper for en plads i spotlyset. Hun er ambitiøs, men ikke aggressiv. Hun vil gerne udvikle sig, men hun tør ikke give slip på kontrollen. Konstant er hun i kamp med balletmesteren Thomas Leroy hvis grænser ligger langt ud over hendes. Skal hun have den eftertragtede hovedrolle i Svanesøen skal hun dog bevise, at hun både kan magte den hvide svane og dens ‘tvilling’: Den sorte svane. Hun er den hvide svane. Uskyldig, forsigtig, kontrolleret. I sin lyserøde frakke, sit lyserøde værelse hos sin ambitiøse mor omgivet af bamser og barnagtighed er hun voksen, men ingen kvinde. Mere et forvokset barn, der stadig beskyttes og pylres om. Ind i spotlyset træder dog pludselig den sorte svane. Den vampede Lily– direkte fra flyet fra San Francisco med stoffer i cigaretetuiet og sorte blonder i tasken. Nina fascineres af Lily, men afviser alligevel hendes venlige tilnærmelser. Hun tør hende ikke. Ikke i starten i hvert fald. Efterhånden som Leroy presser hende, og hun selv begynder at få lyst til at rive sig fri fra moderen, bliver Lily mere og mere forførende. Og Nina mister langsomt kontrollen.
Instruktøren Aronofsky er lige som sin hovedperson yderst perfektionistisk. Han træder ikke et forkert trin, laver ikke en forkert bevægelse. Vi kommer helt tæt på personerne. Vi kan se alle deres fejl, usikkerheder og mindste sveddråber på huden. Vi kan mærke dem ryste og tvivle på sig selv og det føles som det mest fascinerende set på et filmlærred, for Aronofsky holder intet tilbage. I stedet dissekerer han sine figurer for øjnene af os.