Miss Kicki
Miss_Kicki_200.jpg
Land:
Sverige, Taiwan 2009
Instruktør:
Håkon Lui
Spilletid:
116
Medvirkende:
Pernilla August, Ludvig Palmel
Handling:
Af en eller anden grund har man i de senere år set mindre og mindre til Pernilla August, i hvert fald i de danske biografer. Så lidt, at man næsten havde glemt, hvor fremragende en skue-spiller, hun egentlig er. Her i Håkon Lius spillefilmsdebut er hun tilbage i topform. Med sin modne sensualitet og intense nærvær stjæler Pernilla August hver eneste scene, hun er med i – og det er de fleste – i dette lille svenske drama om kvinden Kicki, der tager til Taiwan for at opsøge sin internetkæreste. Uden vel at mærke at fortælle sandheden til sin medbragte søn, der med god grund tror, at meningen med ferien er at tættere på den mor, der hidtil har parkeret ham hos mormor, mens hun selv har været i USA. De to svenskere på udebane i Asien lærer både hinanden og sig selv bedre at kende. Kicki er lige så umoden indeni, som hun er moden udenpå. Huden hænger lidt mere, den lårkorte strammer lidt mere om bagen. Indeni er hun stadig en ung tøs: naiv, barnlig, småegoistisk, fraværende og svigtende som mor. Men hun har også en sårbar melankoli, en ensomhed over sig. Hun synes trist uden at være sørgelig. Man kan øjeblikkeligt lide hende, på trods af alle hendes fejl. En særdeles vellykket svensk film, et nærværende og følsomy værk, der gør et stort indtryk.