Silkevejen_200.jpg
Land:
Danmark 2004
Instruktør:
Jytte Rex
Spilletid:
80
Medvirkende:
Ellen Hillingsø, Jens Jørn Spottag, Niels Barfoed, Bodil Jørgensen

Handling:
Jytte Rex bliver sjældent talt med, når man skal opremse listen over de mest kendte kvindelige danske filminstruktører. Det skyldes snarere formen og faconen på hendes spillefilm end frekvensen med hvilken hun laver dem, for de stikker på alle måder markant ud, når de endelig kommer. Silkevejen er ingen undtagelse, en fascinerende fortælling om en døende kvinde, der fra sit dødsleje oplever, at tid og sted smelter sammen i én organisk erindring. Efter et par bemærkelsesværdige portrætfilm om Inger Christensen og Palle Nielsen, samt udstillingsfilmen Floden, vender Jytte Rex tilbage til spillefilmsformatet rent formelt, men stadig med en afsøgning af kunstfilmens grænser på det indholdsmæssige plan. Handlingen er reelt allerede opsummeret. Ellen Hillingsø er kvinden, der ligger svækket i sin hospitalsseng, omgivet af venner, familie og personale, som alle giver hendes underbevidsthed næring til at genopleve nedslag i et rigt liv. Hun arbejdede som billedkonservator, og hendes tanker cirkler hele tiden om et maleri af Sofonisba Anguissola, hvor hun under arbejdet med øjets pupil følte en særlig forbindelse med malerinden. Kan man have eksisteret tidligere og hvad er egentlig menneskets funktion i en verden, hvor tiden konstant sletter sporene af, at vi har været her? Jytte Rex har ikke et traditionelt plotdrevet manuskript som skelet i Silkevejen. I stedet væver hun en række scener sammen i en, (lad os da endelig bruge klichéen), filmisk mosaik, hvor drømmescener, flashbacks og en række oplæsninger af centrale passager fra bl.a. Leonardo da Vinci indgår. Den samlende tråd bliver spørgsmålet om tidens nedbrydende funktion, som for det enkelte menneske typisk koncentreres i processen med at forholde sig til ens egen dødelighed. Hvilke spor sætter vi i verden og hvad har vi at forankre vores egen eksistens i, mens vi er i live? Jytte Rex opererer med “øjeblikket” som begreb, og det er præcis dén unikke kvalitet ved “tiden”, som hun søger afdækket med Silkevejen som hun så smukt lader da Vinci udtrykke det: “Det vand, du berører i floden, er det sidste af det, der strømmer videre og det første af det, der kommer. Således er det også med nuet.”
Instruktøren Jytte Rex kommer og fortæller om sine film mellem de to forestillinger.